Dwight V. Swain har skabt en simpel måde at strukturere sin fortælling. Jeg vil i indlægget forklare scene-sequel-strukturen.

For nyligt skrev jeg et blogindlæg om Dwight V. Swains MRU-begreb, hvor motivation og reaktion konstant afløser hinanden. Som jeg forstår hans idé, så er MRU’er med til at prioritere hovedpersoners reaktioner over alt andet. Det er et konstant blik ind i personens indre liv, og det bliver sandsynligvis på bekostning af facts, baggrundshistorie og meget mere. Læs selv indlægget, hvis du vil vide mere om MRU. I indlægget linker jeg også til et mindmap over hele bogen (og derfor også over scene-sequel-struktur), som du kan hente, hvis du vil have en repetition.

MRU’er stammer fra bogen Techniques of The Selling Writer. Bogen har to store emner, nemlig MRU og scene-sequel-struktur. Jeg tror, Swain er meget større i amerikansk litteraturundervisning end i dansk, for jeg støder sjældent på danskere, der nævner ham. Om man ender med at skrive enormt amerikansk-inspireret ved at følge hans idéer, kan jeg simpelthen ikke svare på. Men sidst i dette indlæg har jeg skrevet, hvad jeg primært tager med fra ham, og hvad man vil kunne genkende i mine tekster.

En fortællings struktur

Helt overordnet om Swains idé. Scene-sequel er et princip til at strukturere bogens forløb. Fra start til slut skal scene og sequel afløse hinanden uden undtagelser. En sproglig detalje: Jeg udtaler “scene” på engelsk for at understrege, at han ikke bruger ordet, som vi gør på dansk. Han har en nøjagtig definition på, hvad han mener, og det stemmer ikke overens med, hvordan vi normalt tænker på en scene. Men lad os tage et begreb ad gangen.

Scene

Et par hurtige facts om, hvad scene er:

Så hvad skal man gøre for at skrive en scene? Man skal følge en simpel formel: mål – konflikt – katastrofe. Mere er der for så vidt ikke i det.

Forklaringen er, at grundstenen i fortællinger, selve den fundamentale byggeklods, er konflikt. Det er ikke kun Swains holdning. Man ser det også hos Robert McKee og Jerome Bruner. En fortælling uden konflikt er en slags neutral beskrivelse af begivenheder, som man kan møde i f.eks. journalistik. Og netop derfor skal konflikten væves ind i fortællingen hele tiden. Hovedpersonen i et kapitel (hvilket ikke behøver være hele fortællingens hovedperson) skal motiveres til at jage et mål, til trods for alle de forhindringer han møder. Ellers bliver fortællingen uinteressant. Og hvis ikke bogen skal ende efter tre sider, så lader vi ikke hovedpersonen få indfriet sine ønsker tidligt.

Alle tre ord – mål, konflikt og katastrofe – har betydning på mange niveauer. En katastrofe behøver ikke være jordens undergang. Det kan være et vidne, der pludselig udelader en vigtig detalje, der ødelægger advokatens argument. Eller når hovedpersonen drejer til højre, hvor vejen til venstre havde ført ham tættere på mysteriets løsning. Konflikt kan være alt fra væbnet røveri eller overfald til små uenigheder i hverdagen. Det samme gælder mål: Overordnet er målet i en krimi at finde den skyldige, men på vejen til det mål findes en lang række delmål. Gerningsstedet skal undersøges af specialister, der leder efter fingeraftryk. Et ukendt vidne på en overvågningsvideo skal identificeres.

Sequel

En sequel er en efterfølger. Det er den del, der naturligvis følger efter scenen, og i den forstand er sequel en reaktion på scenen. Sequel er oftest mere afdæmpet end scene og i sagens natur mere reflekterende. Det er også sequels, der bruges til at flytte personer i tid og rum. Sequel skal ikke foregå i realtid, modsat scene.

Facts om sequel:

Og igen er der en lille formel, man skal følge. For at skrive en sequel går man ad denne vej: reaktion – dilemma – beslutning. Husk, at der er gået en scene forud for sequel, og derfor er “reaktion” en reaktion på den katastrofe, der afsluttede forudgående scene. Og “beslutning”, som afslutter sequel, kan gøres til det nye “mål”, altså første led i den følgende scene. Hvis jeg sætter alle ordene i rækkefølge, altså fra starten af scenen til slutningen af sequel, vil det hedde: mål – konflikt – katastrofe – reaktion på katastrofen – dilemma – beslutning som nyt mål. Sidste beslutning/nyt mål er første led i den nye scene og leder videre til konflikt, katastrofe etc.

Jeg elsker Swains fokus på dilemmaet, for er der noget, vi husker bedre fra vores liv, end at stå ansigt til ansigt med vanskelige dilemmaer? Da man overvejede at stoppe på en uddannelse, fordi man blev lokket af noget mere spændende? Situationer, hvor man skal vælge mellem lyst og fornuft, mellem et egoistisk behov og samvittighed, mellem rigtig og forkert. Der finder man et stort potentiale for spænding til sine bøger.

Vurdering

Swain er udmærket klar over, at læseren vil angribe ham for at gøre skrivning formelbaseret og firkantet. Som svar skriver han, at man skal bruge tid på at få strukturen til at være en naturlig del af skrivningen, og så vil man blive belønnet for sin flid og tålmodighed.

Min holdning er, at især betoningen af mål og konflikt er guld værd. Mine kapitler har fået mere liv og eksistensberettigelse på grund af opprioritering af netop de to begreber. Jeg skriver ganske enkelt mere læseværdigt, synes jeg. Og omvendt: Hvis jeg oplever, at en passage virker en anelse overflødig, eller at et kapitel måske endda kan undværes, så kan jeg altid finde en grund ved at sammenligne min tekst med Swains formler.

Katastrofen volder mig ofte problemer. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi alle – bevidst eller ubevidst – sætter os selv i hovedpersonens sted, og hvem vil frivilligt give sig selv nederlag? Man er psykisk disponeret til at føre helten mod belønning og lykke. Men man huske én ting: Det bliver kedeligt, hvis alle straks får, hvad de ønsker sig. Og vi – mennesker – vokser og udvikler os igennem konflikt og nederlag. Får vi ingen modstand, så er der ikke skabt nogen reel grund til ændring, og så er der vel nærmest ingen fortælling.

Da jeg skrev min første bog, “Flod”, kendte jeg ikke til Swains teknikker. Dem læste jeg om i mellemrummet mellem “Flod” og bogen, jeg arbejder med nu, hvor jeg bruger scene-sequel-strukturen. Jeg vil gætte på, at jeg ikke ender med at overholde hans formaning om konstant at veksle mellem de to, men jeg har det hele tiden i baghovedet, når jeg plotter. Og jeg kan se, hvor meget det beriger min skrivning.

Hvordan jeg strukturerer mine fortællinger

Vigtigst af alt, så bruger jeg hans definition af, hvad de to begreber dækker over. Så når jeg skriver scener, så er fællesnævneren realtid, jeg tænker over at skabe fremdrift, fokuserer på konflikter, mål og katastrofer og så videre. I de mere stille passager, læner jeg mig op ad sequel ved at skrive om hovedpersonens overvejelser (reaktion), og jeg leder efter dilemmaer, der kan skabe spænding i teksten. Når jeg kommer til fortællingens klimaks, skal helten stilles over for et ultimativt dilemma, der afslører bogens egentlige, grundlæggende budskab.