Selv i bøger af etablerede forfattere undrer man sig til tider over væsentligheden af et kapitel. Hvorfor er det medtaget? Hvad vil forfatteren sige med det, og hvor skal det føre hen? I dette indlæg har jeg lyst til at skrive, hvordan man kan modarbejde, at læseren sidder tilbage med netop den, flade fornemmelse. Hvordan, du kan undgå en dødkedelig scene.

Læg mærke til billedet, jeg har valgt herover. Det er et generisk, gratis billede, som er stillet til rådighed for WordPress-brugere som mig. Det er et pænt billede, skyggerne falder flot, solen står øverst i højre hjørne og lover en dejlig dag. Hvis man tænker, at billedet skal fortælle en historie, er det ikke et godt billede. Hvad mangler det? Konflikt. Noget, der bryder med en forventning. Noget, der medfører en betydning, der går ud over selve billedet og får os til at tænke. Det er et næsten ligegyldigt billede.

Og det samme er gældende for skrevne fortællinger. De bliver ligegyldige, hvis de ikke indeholder konflikt eller brud i forventninger eller i det mindste lovning om, at noget snart går galt.

Gælder det alle kapitler? Ja, det vil jeg som udgangspunkt mene. Kan du finde undtagelser, så skriv dem endelig i kommentarfeltet.

Men hvis du vil undgå, at læseren skyndsomt pløjer sig igennem et kapitel, så skal du indarbejde – du har nok gættet det: konflikt eller brud. Det kan være altafgørende for din succes som forfatter, uanset om det er som journalist, nyhedsbrevskriver eller skønlitterær forfatter. Du bliver nødt til at beskæftige dig med det, der falder uden for og rammer lidt skævt. Ellers springer vi simpelthen fra.

Opskrift på en scene

Dwight V. Swain har i sin bog om skønlitterært arbejde skrevet om scener. Et emne, jeg har skrevet mere uddybende om i en anden blogpost. For at skrive en god scene, er der flere ting, der er vigtige. Men måske alligevel færre, end mange ville tro.

• En fokusperson, hvis sanser læseren kan følge verden igennem
• Et mål for fokuspersonen
• En konflikt mellem fokuspersonen og nogen eller noget
• At fokuspersonen ikke (helt) opnår, hvad han/hun ønsker, altså et nederlag
• Fokuspersonens reaktion på nederlaget – og måske et nyt mål.

Et forklaringer er nødvendige: En fokusperson er den, vi som læser er inde i hovedet på. Det kan være helten/hovedpersonen, men ikke nødvendigvis. I mine krimier følger vi mange andre end hovedpersonen.

Og den person skal selvfølgelig have et mål. Vi gider ikke følge en, der tilfældigvis oplever noget. Han eller hun skal være agentisk, som man siger. Handlende. Selvfølgelig sker der af og til noget med og imod vores fokusperson, men læg mærke til, at de ikke tilfældigvis lige befinder sig der, i begivenhedernes centrum.

Konflikt

Og nu til konflikt. Smid din fokusperson ind i en konflikt. Nogen står i vejen for ham. Fængselsinspektøren vil ikke give dig to timer til et vigtigt interview, fordi han faktisk hader efterretningstjenesten. Du kan få tredive minutter, og så kan du forsvinde. Han er konfliktfyldt og fyrer op under din fokusperson. Og lad ham for guds skyld reagere. Han skal ikke uden videre finde sig i det. Det gør vi mennesker ikke. Han forsøger at argumentere først. Første trin på konflikttrappen. Venligt og mere imødekommende end inspektøren har fortjent.

Men det lykkes ikke. Fokuspersonen er endt i et nederlag og må nu ændre sine planer. Måske forbander han inspektøren langt væk og kan mærke, hvordan kan knytter sine næver hårdt og taler igennem tænderne. Måske bliver han højrystet og skælder ud, hvorefter inspektøren aflyser mødet og smider fokuspersonen ud. Nu må han lægge en ny plan. Hvordan får han adgang til de vigtige oplysninger, fangen i fængslet har? Et nyt mål sættes op, og vi er nået hele vejen rundt.

Nu er du for så vidt klar til at skrive næste scene. Læg mærke til, hvordan fremdriften bliver sikret af nederlaget. Nu må læseren vide, hvad agenten gør, for ellers får han ikke at vide, hvordan han bremser den katastrofe, der lurer i horisonten. Det er nederlaget, der sikrer, at vi vil videre i læsningen. Det kan jo ikke passe, at din bog uden videre slutter med et afslag. Dermed ikke sagt, at du ikke kan skrive en tragedie, men så er nederlaget typisk rigtig stort og – selv sagt – hen imod slutningen af bogen.

Bliver det ikke for meget?

Når jeg ser serier på Netflix, når jeg læser moderne litteratur, når jeg ser dokumentar, så er det gældende hele vejen rundt, at noget er konfliktfyldt og uafsluttet. Moderne fiktion gør ofte brug af plot, der baserer sig på mange fokuspersoner og deres oplevelser i verden. Især tv-serier lader til at gøre enormt meget brug af at klippe væk fra scener med mindst én stor konflikt stadig svævende over vores fokusperson. Det konstant uforløste.

Det kan blive for meget, synes jeg. Og det er i de tilfælde, hvor det næsten bliver lidt truende fra den skabendes side – instruktør, forfatter eller andet. Hvis skaberen holder en rød klud op foran os og aldrig forløser konflikterne, så bliver jeg irriteret. Setup afløses som bekendt af payoff, så husk dit payoff.

Men vær meget bevidst om størrelsen på dine setup/payoff-konstruktioner. Jo Nesbø er dygtig til det. Nogle setups er så stærke, at de kan holde bogen igennem og derfor nærmest bliver et tema. Det er fortællingens store motor. Andre konstruktioner bør tjene at holde læserens opmærksomhed et par sider og så forløses. De er ikke stærke nok til at bære mere. Og hvornår skal de præsenteres? Store konstruktioner kan være ledestjerne for en hel akt, så de kan med fordel placeres i aktens start, så vi ved, hvad deres funktion er, og så de kan guide os igennem akten og bringe os forløsningens glæde i aktens afslutning. Nogle større konstruktioner er simpelthen for store til at præsentere 15 sider før sidste side.

Held og lykke med skrivningen og med at undgå en dødkedelig scene. Jeg håber, du kan bruge mit indlæg.